A

Adresse

Under festivalen (4.-10. juli):

Wonderful Days
Blåkildevej 19
6880 Tarm

På andre tidspunkter:

Wonderful Days
Valby Langgade 19
2500 Valby
Att. WD

Aftenunderholdning

Hver aften kl. 20 er der underholdningsshow på den store scene. Her garanterer vi dig, at der bliver noget at grine over, noget at undres over, fællessang og god stemning.

Aktivitetszoner

Aktivitetszonerne tilbyder hver dag mange sjove og spændende aktiviteter, som man kan deltage i, hvis man har lyst. Aktivitetszonerne er klar til at tage imod jer hver formiddag, eftermiddag og aften. Læs mere om de forskellige aktivitetszoner på det udleverede kort og informationsskærmene eller kom forbi og se, hvad der sker netop nu.

Ankomst og afrejse

Når du ankommer til Wonderful Days, skal du registreres ved indgangen. Hav det tilsendte kort eller din mobiltelefon klar ved ankomsten, da stregkoden, som du finder på kortet eller i dit deltagerbrev, skal scannes. Du får anvist, hvor du skal bo, og du bliver registreret, så vi ved, hvem der er kommet.

Ankommer du på et andet tidspunkt end onsdag eftermiddag, skal du henvende dig i Informationen på festivalpladsen. Hvis du tager hjem før festivalen slutter, er det vigtigt, at du tjekker ud i Informationen.

App

I Wonderful Days-app'en kan du finde oplysninger, billeder, program m.v., og du kan nemt følge med i alt, hvad der sker før, under og efter festivalen.

App'en fungerer som et mobilsite, som du henter ned på din telefons app-oversigt. Senest en dag inden festivalen kan du finde den via www.wonderfuldays.com. 

Armbånd

Alle deltagere og frivillige skal bære armbånd for at kunne få adgang til koncerterne, spiseteltene og alle aktiviteter. Du får armbånd på, når du tjekker ind på festivalen.  

B

Bad og toiletforhold

På festivalpladsen er der opsat bad og toiletforhold til deltagere og frivillige. Deltagere og frivillige bruger hver deres badeområde. På kortet på folderen kan du se, hvor de er placeret.

Bank

Det er muligt at hæve mindre beløb med Dankort eller Visa-Elektron i Informationen og i caféen. For større beløb henvises til hæveautomater i Tarm og Skjern.

Bozone

Alle deltagere bor i telte i festivalens bozoner. I én bozone bor ca. 150 deltagere samt to bozoneledere. Bozonen er delt op i WonderGroups på ca. 10 deltagere, og til hver af disse er der knyttet en festivalguide.

I den internationale bozone bor alle de internationale deltagere og de deltagere, der synes, det kunne være spændende at være en del af et internationalt netværk. 

Der bliver også en bozone for de deltagere, som ikke kommer med en forening, efterskole eller Ten Sing-gruppe. Her er der mulighed for at møde nye mennesker på tværs af landsdelene.

Butikker

I Informationen på festivalpladsen finder du også en lille butik. Her kan du bl.a. købe sangbogen PULS, postkort, frimærker m.m. Desuden vil der være et lille udbud af toiletartikler og plasticservice, hvis du har glemt eller mistet dit eget.

 

C

Café

Der vil på festivalen være en café, hvor du kan købe diverse at spise og drikke til en fornuftig pris samt slappe af i behagelige omgivelser. I løbet af ugen vil der være små indslag og konkurrencer.

Caféen har åbent hele tiden, udover når der er fællesarrangementer i det store telt. I caféen er der mulighed for at købe slik, chips og sodavand m.m.

Campingvogne/telte

Alle deltagere bor i telte, som man selv medbringer. Deltagere kan ikke bo i campingvogne.

CrewCamp

Alle de frivillige og de ansatte for KFUM og KFUK bor i et område, der hedder CrewCamp. Området ligger lige ved siden af festivalpladsen. Nogle festivalguides og bozoneledere bor på festivalpladsen med deltagerne. I CrewCampen, hvor de frivillige bor, vil der være mulighed for at bo i campingvogn, og der er mulighed for at tilslutte sin campingvogn til strøm. 

 

F

Facebook

På vores Facebook-side kan du nemt følge med i alt, hvad der sker før, under og efter festivalen. Offentliggørelse af musiknavne, introduktion til aktivitetszoner, nyheder, videoer, konkurrencer, billeder og meget mere.

Følg os på Facebook

Festivalbus

Ankommer du med tog i tidsrummet kl. 13-16 den 6. juli, vil der være en festivalbus, som kører mellem stationerne i Skjern og Tarm og festivalpladsen.

Festivalguide

Som deltager er du tilknyttet en WonderGroup sammen med 10 andre. Hver WonderGroup har en festivalguide tilknyttet, som hjælper dig med at finde ud af programmet og alle de tilbud, der er ugen igennem. Derudover deltager festivalguiden i WonderTime og sørger ellers for, at du og dine venner har det godt. Du kan altid søge hjælp og spørge din festivalguide til råds, hvis du er i tvivl om noget.

Som international festivalguide bliver du på samme vis ansvarlig for et hold af internationale deltagere. 

Forsikring

Alle deltagere under 30 år er dækket af KFUM og KFUK's kollektive ulykkesforsikring. Du har selv ansvaret for at passe på dine ting. Dine ejendele er ikke dækket af KFUM og KFUK's forsikring.

Foto og sociale medier

Der vil under hele festivalen blive fotograferet og optaget levende billeder til brug i vores blade, på hjemmesiden, sociale medier m.v.

Forældre kan hver dag se billeder på vores Flickr-side. Brug og følg os med hashtaget #wd16.

Se fotos på Flickr

 

G

Glemte sager

Mister du noget, så kig ind i Informationen, hvor glemte sager opbevares i løbet af ugen. Efter festivalen kan du tage kontakt til Landskontoret på tlf. 36 14 15 33 eller national@kfum-kfuk.dk – dog opbevares glemte sager kun frem til 31. august 2016, og kun glemte sager af en vis værdi tages med til Landskontoret efter festivalens afslutning.

Gæster/deltidsdeltagere

Gæster er velkommen til at besøge Wonderful Days én dag eller to eller én enkelt aften til en koncert. Man køber billetter i Informationen på festivalpladsen.

 

H

Hvordan finder jeg ud af, hvor mine venner bor eller andet om festivalen.

Du kan altid spørge i Informationen, eller du kan spørge din festivalguide.

Hashtag

Brug og følg os med hashtaget #wd16.

 

I

Informationen

Medarbejderne og de frivillige i Informationen har overblikket over alt, hvad der sker på pladsen. Der er salg af KFUM og KFUK-merchandise, toiletsager, engangsservice mv.

Åbningstider:

  • Kl. 9-19
  • Kl. 20-24

Infoskærm

På festivalpladsen vil der være opsat flere store infoskærme. Her kan du følge med i, hvilke aktiviteter og koncerter der finder sted hvor og hvornår.

Internationalt telt

I det internationale telt kan du på få sekunder komme langt ud over Danmarks grænser. Her er sjove konkurrencer, spændende oplæg, klassiske brætspil og bløde sofaer. Vi har åbent hele ugen, når aktivitetszonerne er åbne.

 

K

Kontakt

Har du spørgsmål før, under eller efter Wonderful Days, kan du ringe eller skrive til KFUM og KFUK i Danmark på tlf. 36 14 15 33 eller e-mail: wd@kfum-kfuk.dk

Kirketelt

I Kirketeltet er samtalen, fordybelsen og deltageren i fokus. Her foregår der arrangementer, hvor du kan grine, græde og forundres. I løbet af dagen er der åbent i kirke-caféen, hvor deltagerne kan købe sig en kop kaffe og slappe af. Der vil altid være voksne til stede, som er opsøgende og ønsker at tage en snak med deltagerne.

Her er plads til både de hyggelige snakke og til de mere seriøse emner. Hvis deltagerne ønsker det, er der også mulighed for at snakke med en præst. I andagtsrummet er der plads til stilhed og ro, og der vil i løbet af dagen blive afholdt forskellige andagter. Deltagerne vil også møde kirketeltets frivillige rundt på pladsen, hvor der vil ske forskellige små happenings.

Koncerter

Wonderful Days er en festival, og koncerterne er en stor del af oplevelsen. Der er to scener på Wonderful Days, hvor du kan opleve koncerter med kendte bands som Blaue Blume, Velvet Volume, Turboweekend, Jonah Blacksmith m.fl.

KFUM og KFUK’s Ten Sing-grupper spiller også koncerter på Wonderful Days, så der bliver masser af muligheder for gode koncertoplevelser og festivalstemning. Følg med i hvilke bands, der spiller, på vores Facebook-side og på vores hjemmeside.

Kursusdage - frivillige

Som festivalguide deltager du fra den 4.–6. juli på et kursus, inden selve festivalen løber af stablen fra den 6.–10. juli. På kursusdagene vil du lære de andre festivalguides og din bozoneleder at kende. Sammen skal I gøre jeres bozoner klar til at tage imod deltagerne.

Du vil på kursusdagene arbejde aktivt med forkyndelsesmaterialet, du vil blive fortrolig med pædagogiske redskaber i arbejdet med unge mennesker, og du vil få et praktisk overblik over festivalen. Du vil med andre ord blive klar til at give og få nogle helt forrygende festivaldage. Frivillige med andre opgaver er også velkomne til at deltage.

Kursusdage - precamp

Kursusdagene afvikles fra mandag den 4. til onsdag den 6. juli og er opdelt i to pinde:

  • Kursusdage for frivillige (læs under ”Kursusdage – frivillige”) og
  • Precamp for dig, der har afsluttet 9. klasse.

Precamp er DIN mulighed for at mødes med vennerne, inden det hele går løs fra den 6. juli. Her er fyldt med hygge, sjov og spas. Her startes festivalstemningen med medbragt dåsemakrel, mors pølsehorn og andet godt, og DU har muligheden for at Lose Control lidt før de andre.

 

L

Lazaret

På festivalen er der et døgnbemandet lazaret med sygeplejersker, der kan hjælpe, hvis du kommer til skade eller bliver syg. Hvis du eller andre kommer til skade under festivalen, så tag kontakt til lazarettet eller henvend dig i Informationen.

Find lazarettet på kortet

Vagttelefon: 60214403.

Se også 'Social lazaret.'

 

M

MinglaBAR

Hvis du er lidt lækkersulten eller tørstig, så kig forbi MinglaBAR. Her kan du købe lidt lækkert og smage nogle ting, som du helt sikkert aldrig har smagt før. Overskuddet går til KFUM og KFUK og FDF’s internationale projekt Minglabar Myanmar.

Det er også her, du kan aflevere dine pantflasker, som ligeledes går til Minglabar Myanmar.

Mobiltelefon-opladning

Der vil være mulighed for at oplade din mobil på festivalpladsen. Du skal selv medbringe opladeren. En opladning koster 5 kr., og pengene går til KFUM og KFUK og FDF’s internationale projekt Minglabar Myanmar.

MobilePay

Der vil være mulighed for at bruge MobilePay på festivalen.

Måltider

I spisehallen serveres din morgenmad, frokost og aftensmad. Husk, at du selv skal have tallerken, krus, bestik og viskestykke med.

  • Morgenmad: 8.00-9.30
  • Frokost: 12.00-13.30
  • Aftensmad: 17.30-18.45

N

Netværk (Mobil og WiFi)

Der vil være opsat trådløst netværk over dele af festivalpladsen. Alle de store teleselskaber dækker området.

Nyheder fra festivalen

Din familie og dine venner vil gennem hele festivalen kunne finde nyt fra Wonderful Days her på hjemmesiden, hvor der hver dag lægges nyheder og billeder op.

Følg også med på vores Facebook-side

Nødtelefon

Nødtelefon: 36141533. Kan kontaktes i nødstilfælde, og er altid åben.

 

P

Pakkeliste

Her er en liste over ting, du skal huske, når du pakker din taske til Wonderful Days. Listen er ikke endegyldig, så tilføj selv nødvendige ting.

  • Sovepose
  • Liggeunderlag
  • Lommelygte
  • Lille hovedpude
  • PULS sangbog (hvis du har en)
  • Siddeunderlag/festivalstol
  • Bestik
  • Tallerken (Flad og dyb)
  • Kop
  • Viskestykke
  • Tøj til en hel uge – både til varmt, koldt, tørt og vådt vejr.
  • Håndklæde
  • Badesandaler
  • Idrætstøj
  • Pung
  • Mobil + oplader
  • Solcreme
  • Regntøj + gummistøvler
  • Toiletsager
  • Badetøj
  • Kamera
  • Penge
  • Evt. medicin

Pant

På Wonderful Days samler vi også ind til KFUM og KFUK’s internationale projekt Minglabar Myanmar ved at samle pantflasker. Dem kan du aflevere på festivalpladsen ved MinglaBAR.

Post

Skal du sende post hjem til familien eller vennerne, så skal du aflevere det i postkassen på festivalpladsen nær Informationen. Breve og pakker til deltagere fordeles af Festivalguiderne.

PULS

Medbring gerne PULS-sangbogen. Sangbogen kan også købes på festivalen i Informationen.

Pris

Deltagere

  • Hele ugen: 1.675 kr.
  • Hele ugen med medlemsrabat: 1.500 kr.

Frivillige

  • Hele ugen: 1.175 kr.
  • Hele ugen med medlemsrabat: 1.000 kr.

Det er også muligt kun at deltage i en del af festivalen. Du kan læse priserne for deltagelse i en del af festivalen i tabellen herunder:

 

Deltager

Frivillig

Medlem af KFUM og KFUK

1 dag: 350 kr.

2 dage: 700 kr.

3 dage: 1050 kr.

4 dage: 1400 kr.

1 dag: 250 kr.

2 dage: 500 kr.

3 dage: 750 kr.

4 dage: 1000 kr.

Ikke medlem af KFUM og KFUK

1 dag: 370 kr.

2 dage: 740 kr.

3 dage: 1110 kr.

4 dage: 1480 kr.

1 dag: 270 kr.

2 dage: 540 kr.

3 dage: 810 kr.

4 dage: 1080 kr.

Præster

Hver bozone har sin egen præst tilknyttet. Hos ham eller hende kan du altid få en snak på tomandshånd om tro og tvivl, stort eller småt i dit liv. Du kan også altid finde en præst i kirketeltet eller ved at ringe på 52497094 til det sociale lazaret. Præsten har tavshedspligt.

 

R

Ratebetaling

Det er muligt at betale deltagerprisen i rater. Kontakt landskontoret for KFUM og KFUK for at høre mere om muligheden for ratebetaling.

Regler på festivalen

Alkohol eller andre rusmidler må ikke forefindes på pladsen eller indtages.

Piger og drenge bor hver i hver sine telte. Mellem kl. 24 og 08 må festivalområdet ikke forlades, og der skal være ro i bozonerne, hvor det kun er tilladt at opholde sig i eget telt.

Rygning

Al rygning foregår ved særligt anviste pladser.

 

S

Sociale medier

Brug og følg os på #wd16

Snapchat: Tilføj 'Wonderfuldays16' og følg med.

Følg os på Instagram

Følg os på Facebook

Socialt Lazaret

Hvis du på festivalen tumler med nogle svære ting, som du gerne vil vende med en socialrådgiver, psykolog eller præst, kan du opsøge det sociale lazaret ved at ringe på 52497094 eller ved at henvende dig til din festivalguide.

Søskenderabat

Hvis man er 3 eller flere søskende, der skal afsted på Wonderful Days, er det muligt at få søskenderabat. De første to børn koster fuldpris dvs. 1675 kr. eller 1500 kr. med medlemsrabat. Søskende nummer 3 og derop efter koster 1375 kr. eller 1200 kr. med medlemsrabat.

Kontakt landskontoret for KFUM og KFUK, hvis I skal have søskenderabat.

 

Teltscenen

Her foregår morgenandagten hver dag kl. 10.00, hvor alle deltagere og frivillige samles til sang, bøn, fordybelse og refleksion over dagens tema. Fortsættelse følger i WonderTime.

På Teltscenen kan du også opleve en masse koncerter med kendte danske bands som fx Turboweekend, Blaue Blume m.fl. og underholdningsshowet hver aften kl. 20.

 

W

WiFi

Der vil være opsat WiFi over dele af festivalpladsen, som kan benyttes af alle.

WonderGroup

Som deltager er du en del af et mindre netværk, kaldet WonderGroups, på ca. 10 personer. Hver WonderGroup har tilknyttet en festivalguide, og du mødes med din WonderGroup hver dag i WonderTime og igen om aftenen inden underholdningsshowet til sjov og hygge.

WonderTime

WonderTime er en time hver formiddag, hvor du mødes med din WonderGroup og snakker om temaet for dagen, som præsenteres ved morgenandagten i det store telt/på teltscenen. WonderTime er ligeledes tid og rum til forundring, fordybelse, bøn, sang og fællesskab.

 

Ø

Økonomisk støtte

Det er muligt at søge et økonomisk tilskud ved din lokale forening og dit distrikt. Kontakt din lokale KFUM og KFUK forening for at høre mere om mulighederne for økonomisk støtte.

Find din lokale forening på www.kfum-kfuk.dk

 

Å

Åben festival

Fredag d. 8. juli fra kl. 13.00-23.00 åbnes festivalpladsen for alle, der har lyst til at opleve en dag på Wonderful Days. Så inviter dine venner, forældre, søskende og bedsteforældre til at komme på besøg. Der vil bl.a. være åbent i alle aktivitetszoner, flere koncerter, underholdningsshow, og så slutter aftenen af med en koncert med bandet Turboweekend.

  • Entre: 75 kroner pr. voksen. Gratis for 0-18-årige. 
  • Mad: 85 kroner. 40 kroner for børn op til 12 år.