Festival for teenagere

Wonderful Days er KFUM og KFUK's landsfestival for unge mellem 13 og 19 år. Festivalen finder sted hvert tredje år og afholdes i 2016 fra 4.-10. juli på arealerne omkring Blåkilde Efterskole i Tarm. Festivalen tog sin begyndelse i 1978 og fungerede indtil 2010 under navnet ”Ung Uge”.

Udover danske unge deltager over 80 udenlandske deltagere fra 10 forskellige lande, herunder Serbien, Sydafrika, , Palæstina, Myanmar, Ukraine og USA. 

Sammen vil vi gennem musik, idræt og workshops danne nye venskaber på tværs og vise, at unge har en unik evne til at skabe liv og fællesskab. 

Plads til både tanker og musik

I det store festivaltelt vil der hver morgen være samlinger, der kommer til at dreje sig om tro, engagement og ungdomsliv.

Her vil man få mulighed for at sætte ord og tanker på store og små spørgsmål, og om aftenen vil man mærke energien, når navne fra den store danske musikscene fylder teltet med musik, dans og fest. 

Med over 1.000 unge og frivillige og en stribe af events vil Wonderful Days blive en af de mest markante begivenheder for teenagere i sommeren 2016. 

Wonderful Days er uden alkohol og andre rusmidler. 

Generelt om KFUM og KFUK i Danmark

KFUM og KFUK er en kirkelig børne- og ungdomsbevægelse, der arbejder for at skabe relevante tilbud til børn og unge, der giver livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv.

Vi tilbyder aktiviteter lokalt, lejre og festivaler over hele landet og et globalt fællesskab gennem verdens største ungdomsbevægelse YMCA samt YWCA. Vi har ca. 9.000 medlemmer i Danmark.

Læs mere om KFUM og KFUK på www.kfum-kfuk.dk